Fersken/chili suppe med kylling og karamelbacon
For helvede det er ved at være koldt udenfor. Jeg kan ikke mindes hvornår jeg sidst havde min (ifølge konen) grimme hue på samt mine vanter, men det er da klart ved at være nødvendigt i disse stunder.
Og så klager de over global opvarming? Vor herre til hest.
Det er blevet bestemt at vi skal lege med maden idag og retten er hamrende nem og ikke i den dyre ende a skalaen. Det skal jo lige siges at selvom der står at det er en chili suppe, så bestemmer man selv den mængde chili der skal i. Nogen elsker at chilien nærmest nedbryder mavevæggen, mens andre bare gerne vil have at den kilder let på tungen og i ganen, uden at man skal bekymre sig om et kommende mavesår.
Jeg er manden der ligger midt imellem. Den skal være stærk nok til at jeg hoster, men dog skal den kun akkurat kramme min gane.
Til 4 personer:
- 1 stor dåse ferskner i sirup
- 4 fed hvidløg
- Tørret chili efter smag og behag
- ½ liter hønsebouillon eller ½ liter vand med tilsvarende bouillonterning
- Salt og peber
- 2 kyllingebryster (ca. 250 gr. er nok)
- 50 gr. koldt smør
Start med at åbne og dræne fersknerne. Husk at gemme lagen fra dåsen (ikke smide guld på gaden). Gem 4 halve ferskner som skal bruges som tilbehør.
Pil og knus hvidløgne let, og smid dem i en suppegryde med en skefuld smør og sauter dem let gyldne. Tilsæt fersknerne som de var i dåsen. Du kan sagtens vælge at skære dem i mindre stykker, men da det hele skal blendes til sidst er det spild af tid at gøre det.
Smid en 1/4 tsk. fuld af de tørrede chilier i. Husk på at du altid kan smage suppen til senere, hvis du ønsker at chilien skal være mere gennemtrængende. Præcis i denne opskrift er det vigtigt ikke at smide FOR meget chili i med det samme, da ved tilsætningen af saftlagen fra fersknerne, faktisk gør det at man fremhæver chili smagen endnu mere da lagen jo er sød.
Sauter det hele godt af, og tilsæt ferskenlagen, hønsebouillonen eller vand og den famøse terning og lad det simre/småkoge i ca. 10 minutter.
Mens suppen småkoger, kan du med god samvittighed knalde de små bok bok bryster på en glohed pande, for lige at give dem en lille stege skorpe. Krydr dem med salt og peber og steg dem færdige i ovnen ved 180 grader (i 15 minutter ca.)
Tag suppen af varmen, og smid den i en blender, hvor den gerne må cirkulere i et par minutter, så det hele er godt blendet. Sigt den tilbage i gryden og giv den et opkog. Smag den til med salt og peber, og evt. lidt tørret, knust chili hvis du ønsker at den skal blive stærkere. Er den allerede for stærk, kan du fortynde den med vand eller hvidvin.
Skær kylling og de ferskner du har gemt op i tynde strimler og fordel dem i 4 dybe tallerkner eller i en suppepotte. Tilsæt den 50 gr. koldt smør i den varme suppe, og rør/pisk godt, kan evt. køres i blenderen. Dette giver en blank og skinnende suppe.(kan udelades). Hæld suppen over kyllinge og fersken strimlerne og server straks med en skive groft brød til.
Tip: Da jeg lavede suppen igår(19-11-07), stegte jeg lidt bacon i ovnen, der var krydrede med brun farin, ingefær og chili. Damn det var godt, og en perfekt detalje til denne suppe. Prøv det. Baconen kan iøvrigt også bruges som snack hvis man er til den slags.


Skriv en kommentar