Hjemmebag? Findes er en bedre duft en duften af nybagte småkager? Ja, ok – jeg ved godt at “duften af en baby der lige har været i bad, fordi at den lille har gylpet sin sutteflaske op af fars ryg da han skulle bøvse” dufter godt, men lad os lige blive i gastronomiens verden, ikke?
Vi danskere nyder at få noget til kaffen, enten iform af kransekage eller småkage. Når jeg nu skriver til kaffen, så mener jeg at når vi er til fest, enten i forsamlingshus eller på en kro, så er det “traditionen” tro at der er en af delene til kaffen, inden der danses.
Noget der kan irretere mig er, når man sidder der og skal have kaffen og kigger på de her småkager og man tydeligvis kan se at det er Wulfi´s (Karen Wulf) de bedste der netop er pakket ud. DET kan jeg bare ikke udstå!
Nej, småkager skal være skæve, ujævne, brogede i kanten og udstråle “Jeg er en hjemmebagt småkage – EAT ME!”
Jeg vil ikke nævne navne eller pege fingrer, men det burde da være muligt at køkkenpersonalet kan afse tid og overskud til at bage småkagerne selv istedet for at gæsterne tortureres med de samme småkager de kan købe til hjemmet for en flad 10´er i Fakta.
For ikke at virke FOR krævende, hvilket vist allerede er for sent, vil jeg lige videregive opskriften på én af de småkager jeg bruger på arbejdet – måske en du kan bruge i hjemmet eller måske og kun måske kan en anden faglig kollega få glæde af opskriften og begynde at bage selv.
Ingredienser til ca. 75 stk. rouladesmåkager:
- 250 gr. hvedemel
- 200 gr. smør eller margarine – usaltet
- 100 gr. flormelis
- 1 tsk. vanillesukker
- 2 spsk. kakao
Fremgangsmåde:
- Smuldr smørret i melet og tilsæt flormelis og vanillesukker.
- Saml halvdelen af dejen og bland den anden halvdel med kakao.
- Rul de 2 slags deje ud til hver en plade af 20×30 cm.
- Læg nu dejpladerne sammen og rul dem til en roulade, som herefter skal hvile koldt i ca. 1 time.
- Skær rouladen i tynde skiver, og sæt kagerne på en plade med bagepapir.
- Bag dem i ca. 7-8 minutter i en forvarmet ovn ved 180 grader.
Tips: Når du skal skære rouladen i skiver, så er det et godt trick at bruge en tynd kniv, evt. en filetkniv som du dypper i varmt vand, hver eller hver anden gang du skal skære en skive.












Seneste kommentarer