Der er et par timer til, inden vi daffer ud til mine svigerforældre og mens fruen får pakket de sidste ting vi skal have med og knægten får en lille middagslur, måtte jeg lige rydde ud i køleskabet, og bikse en smule frokost sammen.
Risotto har vi jo været inde på før og den kan laves i så mange forskellige variationer at man burde kunne lave en megastor risottokogebog (hvis den ikke allerede findes).
Ingredienser:
- 300 gr. ris
- 2 bouillon terninger
- 1 l. vand fra hanen
- 3 gulerødder
- 3 blommetomater
- Det grønne fra 1 porre
- 2 små løg
- 1 dl. mozarellaost, ca.
- 100 gr. smør
- ½ dl. piskefløde
Fremgangsmåde:
- Kog vandet i en elkedel og hæld det i en skål med bouillonterningerne i og rør det godt rundt.
- Smelt smørret og sauter gulerødder, løg og porrer.
- Når de er let møre, tages de fra varmen og risen hældes ved.
- Rør godt rundt i risene, og tilsæt så bouillonen lidt efter lidt, alt imens du rører i risene.
- Når al væden er absoreberet og risene er møre, men ikke helt udkogte tilsættes de sauterede grøntsager og blommertomaterne, skåret i tern.
- Tilsæt piskefløde og mozarella, lad det koge op og server straks.
Det var nu engang en nem måde at få tømt ud i de fleste råvarer der ikke holder julen over.
Jeg må lige indrømme at det med at tilsætte piskefløden var et lille forsøg på at få den til at blive julegrødsagtig, men vil indrømme at det ikke helt lykkedes og jeg tror ikke at hverken kanel eller en smørklat ville ændre på tingene.
Nåh ja, må lige huske at sige at hvis du syntes der ligger nogle lår på tallerknen på billedet har du ret. Fik guffet en del kyllingelår igår aftes til Simpsons – The Movie, og resterne blev serveret til frokosten her.
Juleaften kalder – Glædelig jul og vi “skrives” ved imorgen når jeg er færdig med at slå mave.










Seneste kommentarer