Fastelavn eller karneval er en fest, der på jordens nordlige halvkugle ligger på grænsen mellem vinteren og foråret. At fejre det sejrende forår har man gjort længe. Romerne gjorde det, og de gamle egyptere, når Nilen gik over sin bredder og livets og årets cyklus startede forfra.
Her til morgen lykkedes det mig, inden jeg daffede på job at bage en portion fastelavnsboller. Den faste læser af Kokkekniven vil opdage at jeg har taget mine nye tallerkener i brug, som jeg hentede igår aftes hos Lars fra Grydeskeen.dk
Opskriften er forholdsvis fed i det, men spis dem alligevel med god samvittighed og få hjælp af børnene. De vil elske dig for det. Opskriften giver ca. 18 boller.
Ingredienser:
- 1 dl. vand
- 50 gr. gær
- 175 gr. margarine
- 500 gr. hvedemel
- 0.5 tsk.salt
- 1 spsk. sukker
- 1 dl. ymer naturel
- 1 æg
Fyld:
- 1 æg
- 2 spsk. sukker
- 1 spsk. maizena majsstivelse
- 2.5 dl. sødmælk
- 0.5 tsk. vanillesukker
- 20 gr. smør
- 2 spsk. perlesukker
Fremgangsmåde:
- Fingerlunkent vand og gær røres sammen. Med fingerlunket vand mener jeg at du skal kunne have en lillefinger i vandet uden at brænde dig.
- Tag margarinen og smuldr den ned i melet.
- Vand, salt, sukker, ymer og æg tilsættes, og dejen æltes godt sammen og stilles et lunt sted i ca. 40 min. med et viskestykke over og imens laves fyldet.
- Pisk æg og sukker sammen. De øvrige ingredienser tilsættes, og cremen varmes op til kogepunktet under piskning. og sættes herefter på køl.
- Hæld dejen ud på bordet, slå den ned og del den i 2-3 stk.
- Rul dejen tyndt ud og del den i firkanter på ca. 10 x 10 cm.
- 1 spsk creme lægges på midten hver firkant.
- Dejen pakkes godt om cremen, og bollerne stilles på pladen med sammenbøjningen og skal efterhæve 10-15 min.
- Pensles med æg. Bages ved 200 grader i 15-20 min.
Bollerne kan evt. pensles med smeltet smør og drysses med perlesukker.











